Fra hverdagens bad til et valgt frirum

I Finland havde saunaen traditionelt flere praktiske opgaver end afslapning alene. Den gav mulighed for at vaske kroppen et varmt sted og indgik i husholdningens og familiens liv. Hvor boligen manglede et varmt badeværelse, løste saunaen et konkret behov, som nutidens boliger normalt dækker på andre måder.

Da indendørs bad og varmt vand blev almindeligt, mistede saunaen noget af sin nødvendighed som vaskested. Den forsvandt ikke af den grund. I stedet fik samvær, ro og selve varmeoplevelsen større plads, selv om praktiske og rekreative formål længe har eksisteret side om side.

I nutidens danske svømmehaller og wellnessmiljøer er saunaen typisk et tilbud, gæsten vælger til. Det ændrer forventningen til opholdet: Rummet skal ikke først og fremmest gøre kroppen ren, men give en bestemt oplevelse. Vasken foregår som regel under bruseren inden besøget. Se også oddsblikket.dk.

Fra røg i rummet til mere adskilt opvarmning

I en røgsauna uden skorsten passerer røgen gennem rummet under fyringen. Badningen begynder først, når ilden er slukket, og røgen er ventileret væk. De opvarmede sten lagrer varme, som gæsterne efterfølgende kan udnytte. Fyringen kræver derfor forberedelse længe før selve badet.

Brændefyrede ovne med skorsten leder derimod røgen ud, mens elektriske saunaovne varmer stenene uden lokal afbrænding. De forskellige løsninger findes stadig og bør ikke læses som en rangliste over gammel og ny kvalitet. De stiller forskellige krav til fyring, betjening og bygningens indretning.

Elektrisk opvarmning gør det lettere at drive sauna med faste åbningstider og regulere varmen undervejs. Det passer til offentlige anlæg med mange besøgende. Kontinuiteten ligger i stenene: De fungerer fortsat som et varmelager og som den varme overflade, vandet rammer, når der ønskes damp.

Fra vand på stenene til styret bevægelse i luften

Det finske begreb löyly betegner dampen og varmeoplevelsen, når vand hældes på saunaens varme sten. Vandet fordamper, luftfugtigheden stiger kortvarigt, og varmen kan føles mere intens. Det skyldes blandt andet, at fugtigere luft begrænser svedens fordampning, og at vanddamp kan kondensere på den køligere hud.

Saunagus har især forbindelse til den centraleuropæiske tradition for Aufguss, hvor en person hælder vand på stenene og ofte fordeler den varme, fugtige luft med et håndklæde eller en vifte.

Håndklædet producerer ikke varme. Det flytter luften og kan bryde det relativt køligere luftlag tæt ved huden, så varmeoverførslen øges. Derfor kan et gus føles markant kraftigere, uden at ovnens indstilling ændres. Saunagus er altså mere end en sauna med en højere temperatur.

Fra lokale dufte til planlagte sanseoplevelser

Duft er ikke alene et moderne indslag. Træ, røg og planter har længe præget forskellige badetraditioner. I finsk sauna bruges blandt andet bundter af birkekviste, som føres mod huden. Det er en anden praksis end at tilsætte duft til vandet, men begge dele giver oplevelsen mere end varme alene.

I moderne saunagus kan gusmesteren kombinere duft med musik, pauser og bestemte bevægelser. Det giver mulighed for at planlægge et forløb, hvor sanseindtrykkene skifter undervejs. Ikke alle gus bruger disse elementer, og et enkelt gus med vand og luftbevægelse er også saunagus.

For gæsten betyder udviklingen også, at to arrangementer med samme navn kan være meget forskellige i både stil og intensitet.

Fra egen rytme til fælles forløb – med samme behov for pauser

I en sauna uden ledelse kan gæsterne i høj grad vælge deres egen rytme: sætte sig på en anden bænk, holde pause eller forlade rummet. Under et annonceret gus samler gusmesteren derimod deltagerne om en begyndelse og et planlagt forløb. Det gør oplevelsen mere fælles, men også mindre individuel.

Den fælles rytme fjerner ikke forskelle mellem kroppene. En gæst højt i rummet mærker normalt mere varme end en gæst på en lavere bænk, og den enkeltes reaktion kan ændre sig undervejs. En fastlagt varighed er derfor ikke en præstation, alle skal gennemføre; ubehag er en grund til at gå ud.